Undervisning

Som kursist på Høje-Taastrup Sprogcenter vil du blive undervist i dansk sprog, kultur og samfundsforståelse. Undervisningen foregår både som almindelig klasseundervisning og i ”værksteder”, hvor du for eksempel bruger computere. Der er desuden mulighed for at kombinere undervisningen med kortere- og længerevarende praktikforløb. Der arrangeres også besøg på arbejdspladser, uddannelsessteder og politiske og kulturelle institutioner.
Hvert år er der flere kulturelle og sociale arrangementer for hele skolen, som fx. skovture, foredrag med danske kulturpersoner og afslutningsarrangementer i juni og december.

Målet med undervisningen er:
  • At du kan fungere i det danske samfund, det vil sige fx kan følge med i dine børns skolegang, kommunikere på dansk, følge med i samfundsforhold gennem aviser og fjernsyn.
  • At du kan komme ind på arbejdsmarkedet, og
  • At du kan uddanne dig videre.

Undervisningen tager udgangspunkt i dine egne forudsætninger og dine ønsker for fremtiden og ligger indenfor emnerne arbejde, uddannelse og medborgerskab. Vi sammensætter klasser, hvor kursisterne har lignende uddannelsesbaggrund, mål og indlæringstempo. Undervisningen foregår på 3 uddannelser.


Danskuddannelse 1 er alfabetiseringsundervisning og undervisning i mundtlig kommunikation for kursister, som ikke kender det latinske alfabet, eller som ikke læser og skriver på deres eget sprog. Uddannelsen afsluttes med Prøve i dansk 1

Danskuddannelse 2 er for kursister med kortere skolebaggrund, som ønsker at opnå færdigheder og forudsætninger for at deltage på arbejdsmarkedet og i det danske samfund. Uddannelsen afsluttes med Prøve i dansk 2.

Danskuddannelse 3 er for kursister med en længere skolebaggrund, som ønsker at opnå danskfærdigheder og forudsætninger for at gå videre i det danske uddannelsessystem eller for at deltage på arbejdsmarkedet. Uddannelsen afsluttes med Prøve i dansk 3.

Undervisningstidspunkter
Høje-Taastrup Sprogcenter har formiddags-, eftermiddags- og aftenhold. Derudover sammensætter vi fleksible individuelle forløb for kursister, som pga. for eksempel arbejde ikke har mulighed for at følge den almindelige undervisning.